LANDMANDENS BIDRAG TIL EU'S KLIMALOV
Så rundede jeg mit først år i Europa-Parlamentet. Mit team og jeg sluttede af med hæsblæsende en slutspurt, da vi både kæmpede for at påvirke EU’s Klimalov og en stor, vigtig fond, der booster den grønne omstilling.
For nogle måneder siden blev jeg ansvarlig for Landbrugsudvalgets bidrag til Klimaloven. Den nye lov løfter de grønne ambitioner i EU. For mig er det afgørende, at landbrug spiller en rolle i omstillingen, og derfor har jeg blandt andet foreslået, at landmænd i EU skal have et obligatorisk klimatjek, hvor det enkelte landbrugs CO2e-aftryk vurderes.
Et obligatorisk klimaregnskab vil være godt for danske landmænd, som er grønnere end vores kolleger i andre EU-lande. Og det giver forbrugere bedre mulighed for at vælge de mest klimavenlige varer.
DANSK VIRKSOMHED VISER VILJEN OG VEJEN - NU SKAL EU HJÆLPE
Den grønne omstilling kræver, som bekendt, massive investeringer. Derfor er den kommende fond, som fremmer klimakampen, Just Transition Fund, en central mekanisme. Formålet er at støtte lande og CO2-tunge industrier i at omstille til en grønnere fremtid. Som ansvarlig for lovforslaget til fonden har jeg arbejdet for, at danske virksomheder får mest muligt gavn af den.
I juni besøgte jeg således Aalborg Portland i Nordjylland. Virksomheden, der producerer cement, har en CO2-krævende produktion, og er en af de få firmaer, som har mulighed for at få støtte fra fonden. Jeg gæstede fabrikken for at høre mere om deres indsats for at blive klimaneutrale.
Netop her kan EU-midler til forskning og udvikling af ny teknologi til CO2-fangst eller biogas være essentielle for at nedbringe udledningen. Vi blev taget godt imod, og jeg blev bekræftet i, hvor vigtigt det er, at EU også bakker op om omstillingen i Danmark, selvom vi allerede er foran mange andre medlemslande.
Arbejdet med Klimaloven og Just Transition Fund’en sættes dog på en kort pause.
AFGØRELSENS TIME EFTER SOMMERFERIEN
Snart går Europa-Parlamentet på sommerferie. For mig bliver det en god ferie i Danmark, hvor den første uge byder på en campingtur, den anden uge drager familien og jeg til solskinsøen, Bornholm. Derefter håber jeg, at kornet er klar til høst. Det er en af de gode perioder i en landmands årshjul.
Når vi vender tilbage til Bruxelles i august, venter afgørelsens time for mine forslag til Klimaloven og Just Transition Fund. Og hvis stats- og regeringslederne er blevet enige om det flerårige EU-budget, begynder forhandlingerne om fremtidens landbrugsreform igen at tage fart.
Derfor glæder jeg mig allerede til at komme til bare i arbejdsskoene og -skjorten. For månederne frem til december kan blive afgørende for mange af de mærkesager, jeg kæmper for lige nu.
Mere om det til efteråret! Indtil da må I have en god sommer, til vi skrives ved igen.