Klimasejr for danske landmænd og pelset demokrati

KLIMASEJRE FOR DANSKE LANDMÆND OG PELSET DEMOKRATI

Danske landmænd har vundet flere kæmpe klimasejre i Europa-Parlamentet de sidste måneder, men desværre er min glæde svundet gennem de sidste uger. Jeg vender tilbage til hvorfor til sidst.

 

Først vil jeg dele de gode nyheder: Det lykkes mig at få flertal for to vigtige forslag til EU’s fælles landbrugspolitik og den kommende Klimalov. I forhandlingerne om landbrugsreformen fik jeg skaffet opbakning til en bruttoarealmodel, så landmænd ikke skal miste støtte for at have kanter med højt græs eller buske.

 

Forslaget er godt for biodiversiteten, klimaet og miljøet – og det sparer både staten og landmænd for unødvendigt bureaukrati. Parlamentet nåede i den forbindelse til enighed om vores bud på den grønneste landbrugsreform nogensinde.

 

Den anden sejr var, at Klimaloven fremhæver, hvor vigtigt landbrug kan være for den grønne omstilling ved at opsuge og lagre CO2 i jorden, og mit forslag understregede behovet for at belønne landmænd for den indsats. 

Nu skal parlamentet og medlemslandenes ministre forhandle om både landbrugspolitik og Klimalov. Jeg vil kæmpe for, at mine forslag går videre i processen!

Glæden var til at se og mærke, da det stod klart, at mine forslag til Klimaloven blev vedtaget med stort flertal.

GRISETUR OG VIRKSOMHEDSBESØG MED VENSTRE-FOLK

De sidste par måneder har også budt på mange spændende virksomhedsbesøg. Jeg tog min socialdemokratiske kollega Niels Fuglsang med på grisetransport fra Fyn til Bakum i Tyskland for at vise ham, at dyrevelfærd og -transport sagtens kan kombineres. Han blev vist en smule klogere på virkeligheden.

 

Turen gik også forbi Viborg, hvor Venstres folketingsmedlem Kristian Pihl Lorentzen, kommunalpolitiker Kim Dongsgaard og jeg slog pjalterne sammen. Det er vigtigt, at vi arbejder tæt sammen på tværs af det lokale, nationale og internationale niveau. Præcis derfor drog vi på fælles udflugt til flere dygtige danske virksomheder.

 

For nylig var jeg desuden vært på to webinarer om, hvordan landmænd kan bidrage til klimakampen ved at dyrke græs og levere materiale til biogas. EU skal sætte større fokus på potentialet i græsprotein. Sådan kan landbruget reducere import af soja, og samtidig er græs godt for klimaet og miljøet. 

Jeg har også længe været stor fortaler for, at man bør investere mere i at udvikle biogasteknologi, så lastbiler, busser og fly kan drives med nye alternative brændsler. Budskabet forsøger jeg konstant at sprede i Bruxelles.

 

Afslutningsvist vender jeg tilbage til skampletten på nyere dansk politisk historie.

Det er vigtigt at bringe lokal, national og international politik sammen. Derfor var jeg glad for, at Kristian Pihl Lorentzen og Kim Dongsgaard satte tid af til fælles virksomhedsbesøg, så vi kunne samtænke Venstres politik.

METTES MINKSKANDALE

Mink-katastrofen har dræbt en fantastisk branche fyldt med dygtige kolleger og nære venner. Avlere og deres familier har mistet deres levegrundlag. Jeg sender dem min dybeste medfølelse for den behandling, som de har fået. Det varmede at opleve den store opbakning til vores traktordemonstration i flere danske byer, hvor vi protesterede mod regeringens skandaløse håndtering af minktragedien.

 

Hele forløbet er fuldstændig uacceptabelt. Regeringen har pelset demokratiet, sat folkestyret ud af kraft, lukket ned for al gennemsigtighed. I mine øjne har Mette Frederiksen skabt en af de største fejltagelser siden grundloven i 1849.

 

I magtfuldkommenhed har man udelukkende orienteret Folketingets andre partier om kæmpestore beslutninger. Mette Frederiksen har manglet overblik og en samlet plan. 

 

I stedet har hun ulovligt, i direkte strid med grundloven, valgt at nedslagte alle mink. Uden politisk behandling. Og kun med mangelfuld orientering af partier såvel som minkavlere. Oprigtig talt er jeg bekymret for folkestyret og overholdelsen af grundloven.

 

En hel branche er aflivet, mens regering har sikret mindst mulig gennemsigtighed for danskerne. Derfor har jeg spurgt både WHO og EU-Kommissionen, om de kan bekræfte socialdemokraternes faglige grundlag for at dræbe alle mink.

 

Jeg væmmes ved hele situationen. Nu bør vi vise medfølelse over for vores dygtige minkavlere og støtte dem i de næste mange måneder, fordi Socialdemokratiet har frataget dem deres levebrød. Vi må stå sammen om at kæmpe for, at avlerne for den kompensation, de fortjener – og har krav på!

 

Jeg håber, I alle får en god jul omstændighederne i betragtning. Vi ses i det nye år.

Tak for en god demonstration til alle, som deltog! Det er vigtigt, at vi viser regeringen, at vi ikke accepterer den antidemokratiske opførsel, Mette Frederiksen har lagt for dagen.